Budgetaftale og fortsat velfærdskamp i Region Hovedstaden

 

9. september 2017

Enhedslisten er med i en budgetaftale med alle de andre partier i Region Hovedstaden. Det er vi, fordi vi fik igangsat en proces med at afskaffe den rigide økonomistyring, for at problemerne med Sundhedsplatformen ikke skal forringe behandlingen af patienterne, og at der ikke som planlagt gennemføres forringelser i den kollektiv trafik.
Vi vil bl.a. bruge aftalen som platform for den videre kamp for en bedre sundhedssektor og velfærd.

2% effektivitetskravet er på vej væk
Med budgetforliget har vi fået skabt enighed mellem alle partierne i Regionsrådet om at fjerne 2% effektivitetskravet. Det er en kæmpe belastning for personalet. Vi håber, at den enighed kan være med til at få sprængt det flertal på Christiansborg, der holder fast i, at der skal løbes 2% hurtigere år efter år. Med budgetforligt er det er lykkedes at få afskaffet effektivitetskravet indenfor dele af det medicinske område.
Desuden bliver 6 afdelinger fritaget for takststyringen - den styring hvor aktiviteterne indrettes efter hvilken bevilling de giver, og ikke nødvendigvis efter hvad der er bedst for patienterne. Det drejer sig om store afdelinger med cirka 133.000 ambulante besøg.

Pengene i puljerne skal i anvendelse
Regionen gemmer på mange penge i forskellige puljer. Vi kommer til at være med til at sørge for at puljepengene går til at lette personalet og skabe mere sundhed. Der er gennemført besparelser på 80 mio. kr. på det administrative område for at finde flere penge til sundhed.

Der er stadig problemer med Sundhedsplatformen
Den virker ikke godt nok. Nu afsættes der i alt 45 mio. kr. til at tilpasse og videreudvikle Sundhedsplatformen.

Flere penge til kollektiv trafik
Endelig har det været vigtigt for os at få øget bevillingen til den kollektive trafik, så det eksisterende serviceniveau kan opretholdes. Vi havde gerne set en udbygning, samt større klimapolitiske ambitioner, men andre partier prioriterer store ressourcer til turisme- og erhvervsområdet.

En række mindre tiltag
Der er afsat flere penge til psykiatrien, sociolancen og indsatsen over for kræft.
Der er fundet penge til stressreduktionsklinikken, Center for komplekse sygdomme, og til en indsats for at undgå at f.eks. meningitis igen skal udvikle sig uheldigt.
Endelig er der afsat et beløb til akutlægebilen på Bornholm og ambulanceberedskabet generelt.
Desuden der er fokus på at gøre en indsats på fødeområdet, praksissektoren og forebyggelsen.
Klinikken for psykologi, pædagogik og socialrådgivning slap for store besparelser.
Desuden bliver whistleblowerordningen for ansatte bevaret.

Vi fik langt fra alle vores ønsker opfyldt
Der er brug for flere penge, uden effektivitetskrav, til en øget befolkning, til flere og dyrere behandlinger. Der er brug for at lempe udgifts- og anlægsloftet, så der f.eks. er mulighed for køkkener med økologisk mad på alle hospitalerne, og mulighed for at udbygge den kollektive trafik samt opfylde klimapolitiske målsætninger. Kravene må gå videre til Folketinget.

Med budgetforligt fik vi taget små skridt i den rigtige retning. Vi vil sammen med fagbevægelsen og andre organisationer fortsat deltage i velfærdskampen og kampen for et bedre miljø.

Emneord: