Rudersdal kommune har fejl i alt for mange klagesager

5. september 2017


Der har været en del debat om, at kommunen taber mange klagesager i Ankestyrelsen. I 2016 var der fejl i 49% af de sociale sager og 69% af sagerne på børnehandicapområdet, hvor borgere havde anket en kommunal afgørelse. Det er alt for mange – og på begge områder flere end vores nabokommuner. Og højere end landsgennemsnittet på henholdsvis 37% og 46% af sagerne. Det er bestemt ikke tilfredsstillende.
Borgmester Jens Ive fra Venstre kritiserer i sit indlæg den 11. august tre konservative byrådskandidater, som mener, at disse "Klagesager skal tages langt mere alvorligt". De gør den, i hans øjne, alvorlige fejl, at rejse en kritik, som deres kollegaer i kommunalbestyrelsen ikke har taget op. Man kan forstå på Jens Ive, at den nuværende praksis er både rigtig og nødvendig (!) Den 15. august skriver så Mette Poulsen Socialdemokratiet at "når kun ca. 1 % af alle kommunale sociale afgørelser omgøres, mener jeg ikke, det er alarmerende". Hun støtter altså borgmesteren. Det er rigtigt, at det er meget få borgere, der klager over deres afgørelser. Men det betyder jo ikke, at afgørelserne er rigtige. Det kan lige så godt betyde, at de udsatte borgere, som er centrum i sagerne, ikke har ressourcer til at klage. Der er desværre grund til tro, at mange får forkerte afgørelser, men ikke har overskud til at klage. Og at antallet af klagesager derfor ikke afspejler antallet af forkerte afgørelser.
Kommunens ledelse skal overholde loven og sigte efter, at langt flere af afgørelserne er rigtige. Det er uværdigt med en "går den, så går den" administration. Og så at angribe kritikerne i stedet for at forholde sig til kritikken.
Der er brug for flere kritiske stemmer, ikke færre. Og for mere social ansvarlighed.

Peter Ussing, kandidat for Enhedslisten

Læserbrevet er offentliggjort i Rudersdal Avis den 5. september 2017

Emneord: