Besparelserne rammer også ældres aktivitetstilbud

6. november 2017

De fleste partier hævder, at det vedtagne 2018-budget ser lysere ud end tidligere år. Tallene giver et andet billede. Den største nedskæring rammer børn og skole, 37 mio.kr. mindre end 2016-regnskabet. Også hjemmeplejen rammes. Antallet af ældre stiger, så hjemmehjælpen pr. ældre 80+ falder 10% i 2018-budgettet.

Den uhygiejniske rengøring hver 3. uge kan budget-partierne (forhåbentligt) ikke finde på at skære mere ned. Kommunen kan fortsat nægte flere pensionister hjemmehjælp. Og den har endnu en sparemulighed, aktivitetscentrene.

Det er begyndt med Bakkehuset. Kommunalbestyrelsens partier (minus Enhedslisten) havde vedtaget, at de dyre aktivitetsmedarbejdere skulle fyres og erstattes med gratis frivillige. Da det rygtedes, protesterede brugerne. De besluttede dog at samarbejde med kommunen og dannede Foreningen Bakkehuset. Dermed fulgte en vis optimisme.

Enhedslisten mener, at det hidtidige Bakkehus kunne være en rollemodel for andre aktivitetscentre – med en kombination af engagerede frivillige og de nødvendige professionelle kommunalt ansatte. Nu siger ledende kommunalpolitikere, at omstillingen af Bakkehuset er en succes. Den skal danne model for de andre aktivitetscentre. Men flere af de hidtidige brugere søger nu over på Rønnebærhus. Hvor skal de søge hen, når det efter valget bliver Rønnebærhus' tur til at følge den nye model?

Jacob Jensen

Kommunalbestyrelsesmedlem fra Enhedslisten

Detet læserbrev er osendt til Rudersdalavis

Emneord: