Bevar den SU som gør en uddannelse mulig for alle unge

11. oktober 2016

Regeringen har gennemført milliardnedskæringer på uddannelse og forskning og vil nu skære i støtten til studerende.

Hjælp os med at bevare den SU, der i dag gør det muligt for hundredtusinder af unge at få en uddannelse.

Studerende skal betale skattegaver
Over tre milliarder kroner. Så mange penge vil regeringen hente ved at skære i SU’en.

En del skal ende i en uddannelsesfond, men SU-massakren er først og fremmest en brik i regeringens 2025-plan om dyre topskattelettelser. Dem får de studerende lov at betale for.

At skære i uddannelse og SU for at give skattegaver til de rigeste danskere er ekstremt kortsynet. Det rammer unge mennesker benhårdt og risikerer at sætte vores høje uddannelsesniveau over styr.

SU-forringelser rammer socialt skævt
Regeringen mener, at studerende bare kan tage lån eller arbejde en masse ved siden af studierne.

Men de færreste kan klare studie og fuldtidsjob samtidig, så studerende uden velhavende forældre vil enten skulle gældsætte sig eller droppe ud.

Undersøgelser viser, at SU og social mobilitet hænger sammen. Hvis vi skærer i SU’en eller omlægger den til lån, så kan frafaldet blive større. Især studerende, der ikke har akademiske eller velhavende forældre, risikerer at droppe ud.

Bliv aktiv i kampen
Vi har brug for din hjælp til at sikre lige adgang til uddannelse uanset baggrund.

Først og fremmest opfordrer vi til at dukke op, når Uddannelsesalliancen den 13. oktober demonstrerer under parolen: “Stop milliardnedskæringer på uddannelse, hæv kvaliteten, bevar SU.” Demonstrationerne skal blive så store, at regeringen og dens støttepartier ikke kan ignorere dem. Så tag familie og venner med til enten København, Aarhus, Odense eller Aalborg.

Se nærmere om demonstration i kalenderen på denne webside.