Debat: Enhedslisten Rudersdals syn på nybyggeri i kommunen

Af Luis Monteiro, Byagervej 207, 3460 Birkerød, kandidat for Enhedslisten
Enhedslisten Rudersdal går naturligvis ind for nybyggeri i kommunen, uanset om det drejer sig om erhvervslejemål eller boliger, men de skal tilpasses de lokale forhold, og derfor har kommunen brug for en overodnet arkitekturpolitik.

Det kan ikke hjælpe noget, at man bygger store detailhandelhuse i byens centrum – de skal helst ligge i byernes periferi eller uden for byerne. Vi er også modstandere af, at der bygges i flere etager dér, hvor der i forvejen er 1 eller 1½ etages huse. Dette hensyn skal tages allerede i udarbejdelsen af lokalplansprocessen fra kommunens side.

Enhedslisten vil slås for at skabe bedre oplysning, afholde velforberedte borgermøder, og i det hele taget gøre mere for at inddrage borgerne effektivt i processerne og samtidig give tid ved at udvide høringsfristerne i forbindelse med lokalplansprocessen, og at borgernes evt. indsigelser og argumenter respekteres af kommunen.

I forbindelse med nybyggeri vil vi kræve indførelse af arbejds- og sociale klausuler samt aftaler om praktikpladser, så løn- og arbejdsforhold bliver reguleret efter danske overenskomststandarder. Vi er imod social dumping – også på byggeområdet.