For os handler bæredygtighed ikke kun om CO2-reduktion og biodiversitet; det er en vision for et samfund, hvor trivsel er mere end fravær af mistrivsel. Såvel i livets spæde vår som når livets efterår går på hæld, skal der være sammenhæng, livskvalitet og trivsel som bærende elementer i ethvert menneskes liv. Det handler om at skabe rammer, hvor natur såvel som børn, unge, familier og ældre har mulighed for at blomstre og gro. Hvor mennesker med særlige behov får den rette hjælp – første gang.
Vi opfatter mistrivsel som et symptom på, at rammerne, vi lever under, ikke er bæredygtige. Når børn har ondt i maven, unge mangler mening, voksne er stressede og ældre oplever ensomhed, er det ikke blot et spørgsmål om individuelle udfordringer, men symptomer på et system i krise. Vi står over for to sammenvævede kriser: en ydre klimakrise, der truer vores miljø og fremtid, og en indre klimakrise, hvor mistrivsel og stress vokser. Begge kriser har rødder i et system, hvor alt skal gå hurtigere, være mere og koste mindre – og nu står vi med en regning i form af to sammenvoksede kriser. I Enhedslisten Rudersdal ønsker vi at prioritere anderledes.
Men vi er ikke blinde for, at økonomien sætter rammer – pengene hænger ikke på træerne.
Det kræver valg og fravalg. Vi er ikke i tvivl: Vi vælger bedre vilkår for ældre, familier og folk med handicap fremfor skattelettelser. Vi ønsker ikke at presse mere ud af færre hænder. Vores ambition er, at økonomien skal tjene mennesker og naturen, ikke omvendt.
Klima- og biodiversitetskrisen, vi står i, kræver handling nu – ikke blot symbolsk eller på papiret, men i virkeligheden. Enhedslisten arbejder for en hurtig udfasning af gas gennem investering i varmepumper og geotermisk energi. For at fremtidige generationer skal kunne bade i søerne, kræver det at vi passer på dem og udviser rettidig omhu. Samtidig vil vi også give naturen den plads og værdi, den fortjener i sig selv – med skove, søer og dyreliv, der har ret til at eksistere og trives, uafhængigt af, hvad vi kan bruge den til.
Vi ved, at tidlige investeringer i det gode børneliv giver os glade generationer, der trives og bidrager til fællesskabet. Derfor kæmper vi for gode arbejdsvilkår som skaber trygge, stabile dagtilbud og skoler, hvor fællesskabet understøtter både læring og glæde. Forældres tillid til de institutioner, der tager sig af deres børn, er fundamentalt, og det ansvar vil vi tage alvorligt.
For mennesker med særlige behov kæmper vi for en værdig og nærværende støtte, som møder den enkelte med respekt og giver tryghed i hverdagen. Hvor mennesker i alle aldre med særlige behov får den rette hjælp, første gang.
Ligeledes skal ældre i Rudersdal have mulighed for at leve et værdigt liv med adgang til aktive fællesskaber, foreningsliv og kulturelle tilbud, som kan bidrage til et liv med glæde og mening.
Livet slutter ikke, når skole eller arbejdsdagen gør det, og det gør fællesskabet heller ikke.
Når mennesker mødes om fælles interesser, kunst, musik, sport eller frivilligt arbejde, styrkes sammenhængskraften i vores lokalsamfund. Derfor vil vi skabe gode faciliteter og vilkår for de frivillige – for det er dem der skaber det kulturliv med musik, idræt og foreningsaktiviteter, som giver mennesker i alle livsfaser mulighed for at deltage og udfolde sig. Dette giver ikke alene øget livskvalitet, men skaber også en kommune, hvor alle kan føle sig inviteret.
Vi går til valg på at skabe en kommune, hvor børn og unge kan vokse op med gode forudsætninger, hvor naturen får lov til at blomstre, og hvor ældre kan leve med værdighed. Alt dette kræver mod til at prioritere anderledes – og det mod har vi.