Tag en tur med bussen. Så længe det varer

Vi står tilbage ved stoppestedet med en lang næse og kolde fingre

Christoffer Emil Jørgensen

Jeg er flittig bruger af linje 197, som jeg benytter til og fra skole og arbejde. Jeg er ligesom de øvrige passagerer dybt afhængig af en velfungerende busdrift, når arbejdet skal passes, når ungerne skal hentes, eller når de ældre passagerer skal klare dagens gøremål. Alle vi der får hverdagen til at gå op ved hjælp af den kollektive trafik, det er os, der bliver taberne, når busruterne forringes.

Buslinjerne 196, 197, 198 og 199 i Birkerød omlægges ikke blot, men reduceres, og linjer skæres helt væk. Det kommer ifølge forvaltningens egne beregninger til at betyde 50.000 færre passagerer hvert år. Busdriften står således fortsat til en syngende lussing, mens helt almindelige mennesker står tilbage ved stoppestedet med en lang næse og kolde fingre.

Efter en række kritiske høringssvar og debatindlæg i de lokale medier imod nedskæringerne på vores busdrift, så er planen desværre fortsat besparelser og nedskæringer. Dog forsøger man nu at skjule den upopulære beslutning ved at rykke lidt rundt og blande forskellige løsningsforslag fra forvaltningen. Bundlinjen kommer vi bare ikke udenom – der er tale om en stor forringelse af busdriften i kommunen.

I Enhedslisten har vi sat fokus på nedskæringerne og deres konkrete betydning igennem vores facebookside ‘Enhedslisten i Rudersdal’ – her er du velkommen til at være med i debatten om busdriften og andre kommunalpolitiske emner. Vi lytter meget gerne til dine ønsker og behov.

Jeg er optaget af, at være med til at skabe rammerne for et godt liv for alle, og det indebærer, blandt meget andet, en velfungerende busdrift.

Mit og Enhedslistens ønske er fortsat, at vi lægger besparelserne på hylden, gennemfører en grundig inddragelsesproces sammen med borgerne og investerer positivt i busdriften!

Debat Rudersdal – 17. december 2020 

https://sn.dk/Debat-Rudersdal/Debat-Vi-staar-tilbage-ved-stoppestedet-med-en-lang-naese-og-kolde-fingre