KB Nyhedsbrev 1. halvår 2022

Kære kammerater

Tiden flyver og jeg har nu siddet i kommunalbestyrelsen i knap 6 måneder. Jeg vil derfor gerne opdatere jer på det lokalpolitiske arbejde. Men inden jeg giver jer en opdatering, så har jeg behov for at orientere jer om den seneste debat i Rudersdal- og Frederiksborg Amts Avis, hvor vi som afdeling bliver hængt ud af to konservative medlemmer.

Aktuel sag

Det drejer sig om det nyligt afholdte årsmøde hvor vi drøftede en udtalelse om Ruslands invasion af Ukraine og et skriftligt fremsendt ændringsforslag. Vi bliver skudt i skoene af to konservative medlemmer, at vi i Enhedslisten skulle udvise forståelse for Putins invasion pga. ændringsforslaget, som er udarbejdet af en håndfuld medlemmer.

Vores medlemsdemokrati er livligt og aktivt, og det er alle medlemmers ret at fremsætte skriftlige ændringsforslag. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at Enhedslisten Rudersdal ikke fremsatte nogle ændringsforslag, som afdeling – og at afdelingens to delegerede stemte mod det omtalte ændringsforslag og for nedenstående udtalelse.

STOP RUSLANDS IMPERIALISME

Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har overrasket og chokeret hele verden. Enhedslisten fordømmer entydigt Ruslands aggression. Enhedslisten støtter ubetinget op om Ukraines ret til selvbestemmelse, selvforsvar og retten til eget land. Vi står i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed i Europa. Den russiske angrebskrig i Ukraine skriver sig ind i en stadig mere aggressiv, militaristisk og dominans-politisk fremfærd over for Ruslands nabolande. Ruslands krigeriske optræden er dog ikke begrænset til Østeuropa, men udfolder sig også blodigt i lande som Syrien, Libyen og hinsides. Disse russiske ambitioner om at restaurere en imperial storhedstid er en betydelig trussel mod global fred, frihed og sikkerhed. Og for en række lande tæt på Rusland, er der tale om en meget konkret og aktuel trussel. Enhedslistens støtter alle landes ret til national selvbestemmelse, suverænitet og selvforsvar og vi støtter og værner om international respekt for folkeretten..”

Du kan se hele udtalelsen som afdelingens to delegerede stemte for her. Og du kan læse de to konservative medlemmer indlæg her og mit svar her.

Nu til det lokalpolitiske

I forbindelse med konstitueringen lykkedes det os, at få fire udvalgsposter – heraf én formandspost. Det betyder at vi har mulighed for at påvirke den førte politik på flere områder end tidligere. Jeg repræsenterer Enhedslisten Rudersdal i følgende udvalg:

Klima- og Miljøudvalget, medlem

Børn- og skoleudvalget, medlem

Økonomiudvalget, medlem

Folkeoplysningsudvalget, Formand (et ”lille” udvalg)

Det har været nogle travle måneder med mange møder og det er en helt ny situation for afdelingen. 13 ud af kommunalbestyrelsens 23 medlemmer er nyvalgte og det betyder, at det politiske landskab er åbent. Jeg kan umuligt få alle detaljer med, men jeg vil give et kort overblik – og som medlemmer er I altid velkommen til vores møder i baggrundsgruppen, de åbne bestyrelsesmøder eller medlemsmøderne. I kan også følge afdelingens arbejde på Facebook ved at klikke her eller min politiske Facebookprofil her. Og tag gerne kontakt hvis der opstår spørgsmål eller du har tanker om at dukke op til et møde.

Du kan også se mødedage mm. via vores hjemmeside her.

Klima og Miljø

Arbejdet i Klima- og Miljøudvalget har været centreret omkring Rudersdals første klimahandlingsplan. Vi har indgået et forpligtende samarbejde med DK2020 og har derigennem forpligtet os til at reducere CO2-forureningen med mindst 70% i 2030 og være CO2-neutrale i 2050. Det er lykkedes med god forberedelse med hjælp af en fantastisk baggrundsgruppe, at presse de øvrige partier til at hæve ambitionsniveauet til: 85% reduktion i 2030 og CO2-neutral i 2040. Et markant aftryk fra Enhedslisten.

Klimahandlingsplanen er lige nu i høring og kan findes her

Børn- og skole

Arbejdet i børn- og skoleudvalget har været ganske konfliktfyldt. Der er et massivt pres på daginstitutionerne, for få pædagoger og medhjælpere – og samtidig er børnetallet stærkt stigende, så udfordringerne vil vokse medmindre vi handler!

Et vigtigt første skridt for at sikre flere pædagoger er den nye lokale lønaftale, som sikrer at alle pædagoger i kommunen får et solidt lønløft. Yderlige har Børnehuset “Tudsen” i Nærum, som har været til stor debat, fået opfyldt deres ønske om, at få etableret et naturstøttepunkt – altså toiletter, en bålplads og en stor hytte helt tæt ved skoven. Det er godt for både børn, personalet og familierne – gode sejre for Enhedslisten.

På skoleområdet har vi netop sendt to større renoveringsprojekter i udbud. Nærum og Vangebo skal have fælles udskoling og det samme gælder Bistrup og Toftevang. Renoverings- og ombygningsprojektet betyder at de ældste elever fra de to skoler samles fra 6. – 7. klasse. Det kræver nye fysiske rammer, og der stræbes efter mere åbne læringsmiljøer. Det er et stort ønske fra både lærere, elever, skolebestyrelser og et flertal i kommunalbestyrelsen. Udover renovering af lokaler og etablering af nye mere åbne læringsmiljøer, så sættes der gang i omfattende energirenoveringer, som vil gavne indeklimaet og sikre mindre CO2-forurening. Også fine aftryk fra Enhedslisten. Det er også lykkedes Enhedslisten at få sikret de enkelte skoler frihed til at forkorte skoledagen og i stedet bruge ressourcerne på to-lærer-ordninger. Det har mange skoler ønsket at benytte sig af. Det er vigtigt for eleverne og et stærkt aftryk fra Enhedslisten.

Økonomiudvalget

Her har særligt indsatsen for at nedbringe kommunens høje sygefravær været til diskussion og der er nu igangsat et større projekt. Og yderligere har der været debat om de såkaldte “overførselssager”. I Enhedslisten har vi kæmpet indædt for, at den enkelte skole har ret til at overføre overskud fra et år til det næste – altså muligheden for at kunne spare op til større projekter og indsatser. Det er lykkedes at fastholde skolernes ret til dette – det lyder måske lidt nørdet, men det er virkelig vigtigt for den enkelte skole at have denne frihed. Endnu et vigtigt aftryk fra Enhedslisten.

Folkeoplysningsudvalget 

Til de af jer, som måske ikke ved hvad Folkeoplysningsudvalget laver, så kan I finde information her. I de første måneder har vi understøttet en lang række foreninger med tilskud og støtte til konkrete projekter. Den vigtigste sejr og største aftryk fra Enhedslisten har været en ekstrabevilling til ‘Broen’. ‘Broen’ er en forening som støtter udsatte, fattige og sårbare børn med at komme ind i foreningslivet – det sker fx via kontingentstøtte eller midler til udstyr o.lign. ‘Broen’ henter 90% af sine knap 600.000 kr. gennem fonde, mens kommunen støtter med knap 65.000 kr. Det er lykkedes os, at få sikret en ekstrabevilling på 150.000 kr, med særligt fokus på Ukrainske flygtninge og indsatsen for at få dem med i foreningslivet. Det er penge der kommer til at gøre en meget konkret forskel for de svageste børn og familier – endnu et vigtigt aftryk sat af Enhedslisten.

Det blev en lang smøre

Jeg håber at du har læst med, og at mit skriv har givet indblik i det lokalpolitiske arbejde og  nogle af de fremskridt som Enhedslisten har været med til at sikre.

Alle medlemmer er altid velkomne til at møde op til vores åbne bestyrelsesmøder, baggrundsgruppe-arbejdet eller til medlemsmøderne. Og det er helt uden en forventning om, at man påtager sig opgaver – og der er heller ikke nogen forventning om særligt kendskab lokalpolitisk, alle er velkomne.

Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde og samarbejde – og jeg glæder mig til at se jer til afdelingsmøder eller høre fra jer hvis I har spørgsmål, kommentarer eller ideer.

Med venlig hilsen

Christoffer Emil Jexen

Kommunalbestyrelsesmedlem, Rudersdal

 Direkte tlf. 72681075