Nyhedsbrev 1. halvår 2023

Nyhedsbrev 1. halvår 2023

Kære kammerater

Tiden går stærkt. Og det er nu tid til endnu en kommunalpolitisk opdatering. Der er meget at fortælle, og det vil være umuligt at få alt med i dette nyhedsbrev.

Derfor vil jeg udvælge enkelte sager og samtidig indsætte links til relevante artikler og debatindlæg. På den måde er det muligt, for dem der ønsker det, at gå mere i dybden. Hvis der er emner eller temaer, som interesserer jer, men som ikke er med her, så tøv ikke med at sende en mail eller tage kontakt.

Hertil vil jeg også anbefale at følge afdelingens arbejde online enten på Facebook ved at klikke her eller min politiske Facebookprofil her. Og sidst men ikke mindst, så er det muligt at følge med på vores hjemmeside www.rudersdal.enhedslisten.dk.

Og så er der naturligvis mulighed for at deltage i vores baggrundsgrupper, medlems- og åbne bestyrelsesmøder, hvor alle er velkomne til at være med og byde ind. Mødekalender og kontaktoplysninger kan findes via hjemmesiden.

Inden I får en gennemgang af det lokalpolitiske landskab, så vil jeg kort fortælle om økonomiaftalen mellem KL og staten som er gældende for 2024 – og det lys, som aftalen kaster over den kommende budgetperiode.

Økonomiaftalen er kort fortalt; en katastrofe

Økonomiaftalen indgås mellem Kommunernes Landsforening (KL) og staten, og aftalen sætter rammen for kommunernes økonomi det efterfølgende år. Aftalen er helt afgørende for den kommunale velfærd. Desværre er aftalen, kort fortalt, en katastrofe. Enhedslisten stod alene med kritikken og stemte som det eneste parti imod aftalen i KL’s bestyrelse.

Regeringen har ellers tidligere lovet, at kommunernes udgifter til flere ældre og børn skulle dækkes. Det såkaldt demografisk træk. Men de stigende udgifter udgør i 2024 ca. 1,25 mia., mens økonomiaftalen kun sikrer 0,5 mia. Yderligere er der ikke er afsat en eneste krone ekstra til de stigende udgifter til det specialiserede socialområde. Det er derfor helt indlysende, at aftalen vil rive og flå i kommunernes økonomi, og vil tvinge kommunerne til nedskæringer og unødvendige forringelser. Rudersdal bliver også ramt.

Regeringen har dog lovet, at gennemføre en række tiltag på det specialiserede socialområde. Det lyder umiddelbart lovende, men tiltagene går desværre i overvejende grad ud på at forringe rettigheder og vilkår. Det vil vi i Enhedslisten naturligvis ikke være med til og vi vil bekæmpe det, både lokalt og i folketinget.

Økonomiaftalen fastholder også kravet om administrative besparelser på 0,7 mia. ude i kommunerne, men helt uden at der gives en sikkerhed for, at det så modsvares af tilsvarende lempelser i den statslig kontrol og det bureaukrati, som staten pålægger kommunerne.

Igen, og det er altså vigtigt at huske på; kommunernes stramme økonomi, og de deraf følgende nedskæringer, er et bevidst politisk valg af både regeringen og alle de øvrige partier som stemte for. Man har valgt velfærden fra i en tid hvor vi ellers har en historisk stærk økonomi og mulighed for at forbedre service og velfærd.

Her lokalt i Rudersdal kan vi ikke ændre den overordnede ramme. Og vi vil naturligvis gå til de kommende budgetforhandlinger med det formål at sikre velfærden bedst muligt – og komme med konkrete ønsker til forbedringer der sikrer borgere i udsatte positioner, naturen, børnene og klimaindsatsen. Nu til det lokalpolitiske i perioden 1. januar og frem til nu – læs med nedenfor.

Skole

Ny arbejdstidsaftale med lærerne

I forbindelse med budgetforhandlingerne for budgettet 2023 blev der afsat et væsentligt millionbeløb til at forbedre lærernes arbejdsvilkår gennem en ny lokal arbejdstidsaftale. Den træder i kraft nu, i forbindelse med det nye skoleår 2023/2024.

Arbejdstidsaftalen betyder, at det årlige antal undervisningstimer den enkelte lærer skal have reduceres. Det frigiver tid til bedre forberedelse, mulighed for individuel feedback og mere tid til skole-hjem-samarbejde. Samtidig fjerner vi tilstedeværelsespligten, så lærerne nu har mulighed for at forberede sig og arbejde hjemmefra. Det har været et stort ønske for Enhedslisten, at forbedre vilkårene for lærerne, for uden gode lærere, som har tid, så får vi ikke den folkeskole vi ønsker. Du kan læse mere om vores politik på Folkeskoleområdet lokalt her

Renovering af Vedbæk skole og Rude Skov afd. Sjælsø

Som I måske har læst og hørt, så har budgetterne været pressede pga. stigende priser og inflation. For ikke at overskride servicerammen, var der derfor lagt op til en større nedskæringsrunde først på sommeren – en ”akutopbremsning”, som det blev kaldt. Men det lykkedes, med ”lidt kreativitet”, at få holdt velfærden fri – og samtidig få igangsat renoveringer af to skoler. Det lyder næsten for godt til at være sandt at nedskæringer kan vendes til investeringer, og avisen kalder det da også for; ”et kunstgreb”. Et vigtigt rød-grønt aftryk!

Læs artiklen her, hvori der er en mere grundig forklaring på ”kunstgrebet” og en let forståelig gennemgang.

 Udsatte borgere og retssikkerhed

 Hjemløshed og ulighed

Uligheden stiger og det ser vi i stigende grad, også her i Rudersdal. Lokalt er der knap 400 børn som vokser op i fattigdom og vi ser nu også hjemløsheden stige i vores kommune. Og det er selvom antallet af hjemløse ellers falder på landsplan. Ved at trykke her, kan du læse mere om udviklingen i de enkelte kommuner.

I juni måned kunne vi så på forsiden af Rudersdal Avis se hvordan en familie er tvunget til at bo i deres bil – far, mor og to børn på henholdsvis 1 og 3 år – mens far og mor passer deres arbejde, som Social- og sundhedshjælper og taxachauffør, er børnene i institution. Herefter venter en eftermiddag, aften og nat i bilen. Det er helt urimeligt og Enhedslisten er på sagen.

I den konkrete sag handler det om at reglerne for at få en akutbolig er for stramme, og strukturelt handler det om mangel på billige boliger. Du kan læse mere om sagen her

I forhold til børnefattigdom, så lykkedes det Enhedslisten, at få afsat midler til foreningen BROEN. Foreningen hjælper med at betale kontingenter og sportsudstyr til børn fra fattige familier, så de kan blive en del af fællesskabet og fx gå til fodbold, ridning eller svømning. Du kan også støtte BROEN Rudersdal via et medlemskab eller et engangsbeløb og gøre en konkret forskel, du kan se mere her

Uafhængig borgerrådgiver

Fra d. 1. marts har borgerne i Rudersdal nu mulighed for at få både råd og vejledning fra en ny uafhængig borgerrådgiver, som referer direkte til kommunalbestyrelsen. Altså en løsrivelse fra forvaltningen. Borgerrådgivningen er et gratis tilbud, hvis vigtigste funktion er at styrke dialogen mellem borgeren og kommunen, sikre borgernes retssikkerhed. En uafhængig borgerrådgiver har været et årelangt ønske for Enhedslisten Rudersdal, som vi har fremsat i budgetforhandling efter budgetforhandling. Det er nu endelig lykkedes og er et utrolig vigtigt, og markant aftryk, som vi kan være stolte af.

Klima og bæredygtige byrum

Majpladsen bliver bilfri

Nu er det endelig lykkes at få bilerne væk fra Majpladsen, som ellers har kunne køre tæt forbi et legeområde med trampoliner. Årsagen til at man i sin tid åbnede var for at gøre Birkerød Hovedgade mere tilgængelig – men i virkeligheden har det været med til at børnefamilier har valgt Hovedgaden fra pga. utryghed. Samtidig fungerer Majpladsen, for mange skoleelever, som vej når de skal til og fra skole – og efter skole videre i SFO.

I Enhedslisten har vi oplevet stor modstand, men vi blev ved. Og nu er vejen lukket af med pullerter, som kan hæves og sænkes, sådan at fx ligvogn til kirken eller ambulancen fortsat kan passere. Men i det store hele er Majpladsen nu bilfri til glæde for børn, familier og bylivet i Birkerød Hovedgade. Du kan læse mere her og her

Cykelsti på Søndervangen

Usikre og farlige skoleveje er desværre helt almindeligt i Rudersdal, og mange forældre har udtrykt stor utilfredshed. Særligt Søholmskolen afd. Toftevang er helt umuligt, og her prioriterer det politiske flertal biler før børn.

I Enhedslisten vil vi det anderledes og mener at alle børn har ret til en tryg skolevej. Det er et langt sejt træk at få flyttet det borgerlige flertal, og der sker vigtige fremskridt. Det er nu vedtaget at der etableres cykelstier på Søndervangen og selvom det ikke helt lykkedes med at få den bedste og mest sikre løsning, så kommer der en klar forbedring som vi kan være stolte af. Du kan læse mere om cykelstier på Søndervangen her

Næste skridt bliver at få en løsning på Teglporten, og få afsat flere midler til at forbedre forholdene bredt rundt om i kommunen.

Medlemskab af Silent City

Motorvejsstøj og den stigende mængde biler giver store støjgener for helt almindelige mennesker. Derfor har vi meldt os ind i ”Silent City”, som er et bredt samarbejde mellem en lang række kommuner, som arbejder målrettet for at sænke hastigheden på motorvejene – det vil både reducere støjgener og CO2-udledning. Du kan læse mere om medlemskabet og debatten herom her

 Gl. Holtegaard – balladen om barokhaven

Gl. Holtegaard

Sagen om Gl. Holtegaard og Breda Fonden har fyldt meget i de lokale medier, og har også været til debat i de landsdækkende aviser. Rudersdal Kommune har tidligere givet et driftstilskud på ca. 4-5 mio. kr. årligt mod tilsvarende pant i ejendommen.

Ejendommen er nu belånt op til skorstenen, og hvis vi skal fortsætte med at give tilskud til Gl. Holtegaard, så skal pengene tages fra anden service. Breda Fondens historie er lang, begivenhedsrig og ikke altid lige køn.

I Enhedslisten har vi den holdning, at det er Breda Fondens ansvar at komme med en realistisk plan for fremtiden – og det er ikke blot at bede om at kommunen skærer ned på øvrig service for at kunne finansiere den private kunstsamling. Vores egen Aleksandra Spangsege har skrevet et fint debatindlæg, som kan læses her

Alle er velkomne – glæder mig til at se jer!

I ønskes alle en fortsat god dag – og husk, at I er altid velkomne til at tage kontakt eller møde op til vores møder eller andre aktiviteter. Der er ingen krav om indgående politisk kendskab eller forventning om at påtage sig opgaver. Alle er velkomne i det omfang der passer.

Med venlig hilsen

Christoffer Emil Jexen

Kommunalbestyrelsesmedlem, Rudersdal

Direkte tlf. 72681075