Organisatorisk beretning 2022/23

Beretning for Rudersdal afdeling februar 2022/februar 2023

 

Afdelingens aktiviteter

Året 2022 har været et meget aktivt år for bestyrelse, baggrundsgrupper og andre aktivister. Der er lagt et stort arbejde i forbindelse med afstemningen om forsvarsforbehold i EU samt FT-valgkamp, hvor Nordsjællands valgkamp forløb med et rigtig godt samarbejde mellem kandidater og kontaktpersoner. Der har været fælles møder mellem afdelinger, kandidaterne har samarbejdet om fælles valgfolder og har fordelt møder og aktiviteter mellem sig. De to valgkampe har også ført til tættere samarbejde mellem kontaktpersoner.

Rudersdal afdeling holder åbne kommunale baggrundsgruppemøder samt åbne bestyrelsesmøder hver måned undtagen i juli md. Der er desuden baggrundsgruppemøder for børn-skole samt klima-miljø, de afholdes dagen før de to udvalgsmøder. Efter behov holdes sparringsmøder om økonomien i kommunen. Der afholdes medlemsmøder ca. hvert kvartal, inkl. aktiviteter i forbindelse med valgkamp, Vedbæk havnedag, Rudersdal folkemøde og Birkerød Kulturnat. Der har været ugentlige morgenmøder i ugerne op til FT-valgkampen, samt flere møder på tværs af afdelinger i Nordsjælland.  Repræsentanter fra bestyrelse og baggrundsgruppe deltager i de halvårlige kommunalpolitiske konferencer i februar og august, og flere medlemmer deltog i Valgkamp Kickoff i Røde Hus Hillerød. Vi har desuden repræsentanter i regionsrepræsentantskabet.

 

Årets gang 2022-2023

I februar 2022 har der været kommunalpolitisk landsmøde i Middelfart samt Generalforsamling i vores lokalafdeling. Det var et hybridmøde, med et par medlemmer på zoom. Til bestyrelsen blev valgt: Christoffer, Jacob J, Lisette, Peter U, Aleksandra og Vibeke. Lasse blev suppleant. Lisette blev valgt til kontaktperson og Peter U. blev valgt kasserer.  Jørn L. blev valgt til revisor. (referat ligger på vores hjemmeside)

Marts. Medlemsmødet i marts forholdt sig til div. emner på Enhedslistens kommende årsmøde. (referat findes på vores hjemmeside). Vigtige emner, der kom til at præge både vores og andre afdelinger var: EU, forholdet til regeringen, Nato og krigen i Ukraine. Emnerne, og forskellige holdninger til dem, har sandsynligvis haft indflydelse på medlemsafgang generelt i Enhedslisten også i vores afdeling.

  1. maj møde. Det var igen muligt at mødes fysisk i Glassalen i Idrætshuset i Birkerød. Mødet foregik sammen med S og SF.  Fra Enhedslisten holdt Sinem Demir tale som FT-kandidat og Christoffer holdt den kommunalpolitiske tale.

Enhedslistens årsmøde i maj md. foregik i Valby. Vi var repræsenteret ved Peter U., Lisette/Christoffer. Beslutningsreferat findes på Enhedslistens hjemmeside: ”vores.enhedslisten”. Sammen med andre partier deltog vi i offentligt debatmøde om EU-forbeholdet på Mariehøjcenteret. I samarbejde med andre EL afdelinger i Nordsjælland arrangerede vi offentligt valgkampmøde i Glassalen i Birkerød Idrætscenter, med oplæg af Trine Pertou Mach.

Flere medlemmer har været med til at dele flyers ud, på stationer og torve, samt husstandsomdeling. Afstemning om Forsvarsforbeholdet fandt sted 1. juni, hvor vi stillede med flere valgtilforordnede.

I juni md holdt vi Sommermøde hos Lisette i Birkerød, med grønt tema. Stine holdt oplæg om ”vilde haver” på Engen, derefter var der sammenskuds- frokost.

I august deltog vi i Vedbæk Havnedag – hvor vi uddelte flyers. Et par repræsentanter deltog i Enhedslistens kommunale sommermøde. Medlemsmødet havde to emner på dagsordenen: 1) Nicaraguas historie og de politiske fangers skæbne. Oplæg ved Finn Aage Jørgensen samt Marta Medina Sandino. 2) Anden halvdel handlede om den kommende FT Valgkamp, derfor deltog Allerød Afdeling også (da vi har fælles valgkreds). Peter U. præsenterede initiativet: Fælles valgkampledelse i Nordsjælland. Peter U. var tovholder og kasserer på initiativet. Allerød Afdeling meldte sig også til vores lokale aktiviteter og uddeling af flyers i forbindelse med valgkampen (se referat på vores hjemmeside)

I september deltog vi Rudersdal Folkemøde med uddeling pjecer og kage/slik og samtaler i vores pavillon. Vi havde arrangeret workshoppen: ”Job til alle – også de skæve”, desuden deltog vi i klimadebat, FT-debat og kommunaldebat.  Senere på måneden deltog vi i Birkerød Kulturnat.

 

I oktober holdt vi medlemsmøde, med oplæg af Gunna Starck om Borgerløn. (tanken var, at der skulle være delegeretmøde senere på året – men det blev desværre aflyst.) Derefter konkret planlægning af valgkamp, ophængning af plakater og uddeling af flyers.  (se referat på vores hjemmeside). Frem til FT-valget har der været ugentlige morgenmøder med Peter U. som tovholder. 1/3 af vores medlemmer i afdelingen har deltaget bl.a. som valgtilforordnende, plakatophængning, uddeling af flyers til husstande og på stationer og Torve. Vores lokale kandidater har gjort et stort stykke arbejde op til valget – med koordinering og deltagelse i valgkampmøder. For Rudersdal Kreds stillede Emil (fra Allerød op) – og for Helsingør kreds stille Christoffer op.

November: Valg og nedtagning af plakater. Enhedslisten gik tilbage på landsplan, Nordsjællands kandidat blev ikke valgt ind. (Med valget i Nordsjælland – var mindre ringe end på landsplan). Valgresultatet har dog givet anledning til en selvransagelse og evaluering. Medlemmer fra Rudersdal og Allerød deltog i fælles medlemsmøde i Furesø – med oplæg fra Sinem og fælles evaluering.

I december holdt vi et medlemsmøde, hvor vi evaluerede valgkampen sammen med Allerød. Vi sluttede med ”julehygge” og snak om fremtidigt samarbejde mellem afdelinger, f.eks. fælles medlemsmøder. (se referat på vores hjemmeside).

Januar 2023: Deltog vi i et velbesøgt fælles møde sammen med andre afdelinger fra Nordsjælland i ”Røde Hus” i Hillerød. Debatoplæg v/ Sinem Demir og Søren Søndergaard. Debatten efterfølgende handlede om ”Hvad gik galt – og hvad kan vi gøre bedre”. Vi har fået gode erfaringer med samarbejde i Nordsjælland, der kan gavne os ved næste valgkamp.  Men samarbejdet skal også dyrkes mellem valgkampene.

Vi deltager i enhedslistens regionale møder i Region Hovedstaden, bl.a. om trafik og mobilitet. Overordnet mål er, at få en fælles dialog omkring visioner og planer for den regionale byudvikling.

 

Medlemmer

Medlemstallet er nu 61, dvs. 10 færre siden sidste år. Flere er flyttet ud af kommunen, andre har begrundet udmelding med Enhedslistens forsvarspolitik, holdning til EU, og samarbejdet med den socialdemokratiske regering. Kontingentrestancer har også ført til at flere er blevet slettet som medlemmer. Vi har heldigvis også fået nye medlemmer.